Hvis du er opvokset i et hjem, hvor du som barn for det meste oplevede at du ikke kunne få dine emotionelle behov mødt uanset hvad du prøvede, er der en god sandsynlighed for, at du har udviklet en undgående tilknytningsstil…
Individer med en undgående tilknytningsstil har, på baggrund af tidligere erfaringer med tilknytningsrelationer, en forventning om at blive afvist når de udtrykker sårbarhed og et behov for hjælp. Denne forventning øges i takt med hvor utrygge de føler sig, og en højere grad af utryghed, vil føre til en øget tilbøjelighed til at trække sig fra kontakt til andre, samtidigt med at deres angst eller oprevethed vil blive benægtet.
Den interpersonelle dimension hos individer med undgående tilknytning er nemlig præget af en form for tilbagetrukkethed, uafhængighed af andre og en fornemmelse af at disse ting gør en stærk. Det er en ubevidst copingstrategi for at opnå en følelse af tryghed, med vægt på personlig styrke og uafhængighed.
Og ikke nok med det, så er der neurofysiologisk forskning der tyder på, at individer med en undgående tilknytning ikke kun har en nedsat tilbøjelighed til at tale om og udtrykke deres følelser, de har faktisk en nedsat tilbøjelighed til overhovedet at kunne mærke dem.
Dette bliver yderligere forstærket i situationer hvor der er ’fare’ for aktivering af tilknytningssystemet, eksempelvis i følelsesmæssige krisesituationer, hvilket vil sige at en person med et undgående tilknytningsmønster vil have tendens til yderligere at se bort fra eller undertrykke følelser, desto mere ubehagelige de er,
Den narrative dimension hos individer med undgående tilknytningsstil, kommer til udtryk ved, at de ofte bagatelliserer deres oplevelser, samt taler abstrakt om dem. Personer med undgående tilknytning er tilbøjelige til at nedjustere følelser af sårbarhed og afhængighed af andre, hvilket narrativt kommer til udtryk ved forsøget på at undgå og undvige følelsesmæssige emner, samt udtrykke sig upersonligt, kort og generelt med et begrænset følelsesudtryk. Disse personer ser ikke, hvordan det at tale om hvordan de har det, kan være gavnligt.
Den narrative stil hos personer med undgående tilknytning bidrager således til at holde andre mennesker på afstand. Dette ved, at de ofte ved følelsesladede emner implicit opfordrer deres samtalepartner til at ’lade emnet ligge’ og ’komme videre’, hvilket ofte bidrager til en følelse af, at man ikke rigtigt kan ’komme ind på livet’ af den undgående person. Man kunne udledt heraf argumentere for, at undgående menneskers copingstrategi er med til at fastholde dem i negative følelser, når disse ikke får lov at komme ’op til overfladen’ og blive bearbejdet i mødet med andre mennesker.
Opsummerende kan udledes, at individer med undgående tilknytningsstil, grundet deres manglende erfaringer med at kunne få den hjælp de har brug for, i stedet trækker sig ind i sig selv, og på den måde dulmer deres egne følelser. Det gode er, at de – i modsætning til individer med ambivalent tilknytning – er i stand til at dulme egne følelser, men det mindre gode er, at det kan være svært for dem, at opsøge hjælp udefra.
Ikke desto mindre er det muligt, og det er ligesom med de andre tilknytningsstile også muligt for individer med undgående tilknytning, at lære andre, mere hensigtsmæssige, copingstragier.
Litteratur:
Daniel, S. (2012). Relation og fortælling: Tilknytningsmønstre i en behandlingskontekst. Samfundslitteratur.
Juhl, N. T. (2021). Hvorfor nogle mennesker har svært ved at etablere et fast parforhold. Et tilknytningsteoretisk og socialpsykologisk speciale. Københavns Universitet.
