Tryg tilknytning indenfor psykologi

Hvad er en tryg tilknytning indenfor psykologiens verden?

Hvis du er opvokset i et hjem hvor du oftest har oplevet dine behov mødt på en sund måde, har du en generel antagelse om, at andre mennesker vil dig det godt, og at du kan få dine behov mødt i dine relationer.

Mennesker med en tryg tilknytningsstil har gennem livet oplevet trygge tilknytningsrelationer, hvilket betyder at de i overvejende grad har oplevet deres relationer til andre mennesker som værende konstruktive og støttende. Dette startede allerede i barndommen, hvor deres forældre på en passende måde ydede dem omsorg, trøst og støtte.

Dette betyder, at disse individer har dannet indre repræsentationer af omsorgsfulde og beskyttende andre, og at disse indre, psykologiske repræsentationer, i første omgang vil være der hvor voksne individer med tryg tilknytning vender sig, når deres tilknytningssystem bliver aktiveret. Dette betyder at disse individer trækker på en støttende, indre stemme, i situationer hvor deres tilknytningssystem bliver aktiveret.

Vores allesammens tilknytningssystem bliver aktiveret, når vi befinder os i utrygge situationer. Fordi mennesker med en tryg tilknytning i barndommen har været vant til at blive støttet af dem der står dem nærmest, har dette været medvirkende til også at skabe en indre støtte, hvilket betyder at de som voksne mennesker er i stand til ‘at trøste sig selv’. Og når de ikke er det, rækker de uden større problemer ud efter andre i deres netværk, som kan være der for dem, fordi de som regel i voksenlivet har genskabt de sunde relationer de har med sig fra barndommen.

Et trygt tilknytningsmønster er således ofte forbundet med en højere grad af selvtillid end de andre tilknytningsmønstre, og som beskrevet ovenfor, en tilbøjelighed til at trække på sit netværk. Dette skyldes at det trygt tilknyttede barn ofte oplevede at blive mødt positivt at sin(e) omsorgsperson(er) når det virkelig gjaldt, og således har udviklet en indre repræsentation af, at de nok skal få den hjælp de behøver når de behøver den, samt at det ikke er nødvendigt hverken at nedtone eller forstærke udtrykket for sårbarhed, for at få hjælp, som det er for mennesker med den undgående og den ambivalente tilknytningsstil. Dette gør at personer med en tryg tilknytningsstil er mere åbne om egne følelser samt sårbarhed.

Opsummerende kan derfor udledes, at individer med tryg tilknytningsstil, grundet deres evne til, og gode erfaringer med, at trække på såvel egen, indre, støttende stemme samt støttende omgangskreds, har bedre forudsætninger for at danne gode relationer til andre, samt håndtere egne negative emotioner.

Såfremt man ikke har et trygt tilknytningsmønstre, er der dog ingen grund til at fortvivle, da det både er muligt gennem forståelse for sit eget tilknytningsmønster at danne mere hensigtsmæssige copingstrategier, samt at ændre sit tilknytningsmønster fra utrygt til trygt, gennem arbejde både på sig selv, men også på sine relationer.