Samtaleterapi

Når jeg udøver samtaleterapi, arbejder jeg eklektisk. At arbejde eklektisk betyder at jeg trækker på delelementer fra forskellige terapiformer, og sætter dem sammen på den måde som jeg finder passer bedst, til den klient og den problemstilling jeg sidder overfor. Du kan derfor altid regne med, at terapien er skræddersyet til lige netop dig.
Nogle af de terapiformer jeg trækker min inspiration fra er: Narrativ terapi, Psykodynamisk terapi, samt det man kalder den 3. bølge af Kognitiv terapi, herunder bl.a. Acceptance and Commitment Therapy og Compassion Focused Therapy.
Nogle af de problemstillinger jeg ofte arbejder med er: stress, angst, depression, traumer, forskellige former for misbrug samt forskellige problematikker i nære relationer, herunder utroskab, psykisk vold, svært ved at finde rette partner ol.
Jeg har dog i udgangspunktet en ikke-diagnostisk tilgang til psykoterapi. Det vil sige, at du i et terapiforløb hos mig, ikke vil opleve at jeg gennemgår dine symptomer (fx nedtrykthed), for at give dig en diagnose (fx depression), for at give dig nogle øvelser som du kan gå hjem og lave, når du føler dig nedtrykt.
I stedet kommer vi til at snakke om det der fylder hos dig fra uge til uge, og sammen arbejde hen imod en forståelse af dine symptomer (fx nedtrykthed) i en meningsfuld kontekst i dit liv (fx at du ikke trives på dit job), identificere årsager til at det er sådan, samt potentielle handlemuligheder der kunne afhjælpe situationen (fx en snak med chefen, en snak med HR, et jobskifte eller lignende).
Jeg tror på, at alle vores følelsesmæssige reaktioner altid bunder i en rimelig årsag, selvom vi måske ikke selv kan se det, når vi står midt i noget der er svært. Men når vi sammen dykker ned i problemerne, og får snakket om dem, er det oftest muligt at finde denne årsag, og gennem en forståelse af såvel årsagen som ens egne handle- og tankemønstre, opnå en forløsning af de psykisk belastende følelser.
Vi har 4 forskellige muligheder for at snakke sammen, og du er altid velkommen til at skifte imellem dem fra gang til gang. Det er min erfaring at de alle 4 virker lige godt, og giver lige gode resultater, så det er udelukkende dig selv der vælger, hvad du føler mest for.
SAMTALETERAPI FYSISK FREMMØDE
Ved fysisk fremmøde snakker vi sammen i min klinik på Tagensvej 165. Der har jeg et hyggeligt samtalerum i et klinikfællesskab med andre psykologer og en fysioterapeut. Du kan få dig en kop kaffe eller te, og svinge benene op i sofaen, hvis det er det, du har lyst til. Tiden vi har sammen er din tid, og vi taler om lige netop det, der fylder mest hos dig.
ONLINE SAMTALETERAPI
Hvis du ikke lige har overskuddet til at tage afsted hjemmefra, eller du bor langt væk fra København, kan vi tale sammen online via video. Jeg benytter mig af en sikret platform, og du behøver ikke downloade noget specielt program, du skal blot klikke på det link du får tilsendt i mailen, så lukker jeg dig ind i det online samtalerum.
TELEFONSAMTALE
Nogle klienter foretrækker at snakke sammen mens de er ude og gå tur, ordner vasketøjet derhjemme, eller bare ligger i deres egen sofa uden at skulle tænke over nogetsomhelst andet, end lige netop det vi taler sammen om. Ingen bekymringer om uglet hår, manglende makeup eller de slidte - men virkelig behagelige - sweatpants. Selvom man altid er velkommen hos mig ligepræcis som man er, foretrækker nogle klienter bare at kunne være sig selv i deres eget space, og i de tilfælde - eller hvis man er på farten - er en telefonsamtale et super godt bud.
GÅTUR
At gå, er healende i sig selv. Når vi gør det sammen i naturen, udnytter vi både de gavnlige effekter af at bevæge sig, de gavnlige effekter af at være udenfor i naturen, og de gavnlige effekter af samtaleterapi. Da jeg har klinik lige overfor Lersøparken, kan vi nemt tage vores samtale udenfor, de dage du føler for det.
I TVIVL?
Kontakt mig hvis du har yderligere spørgsmål.