Den ambivalente tilknytningsstil

Hvis du er opvokset i et hjem hvor du nogle gange har fået dine behov mødt, andre gange ikke, har du en blandet forventning om, hvorvidt andre mennesker vil dig det godt…

Individer med ambivalent tilknytningsstil har gennem deres livserfaringer lært, at der godt kan være hjælp at hente hos andre, men at denne hjælp ikke altid er til at regne med. Disse individer vil, modsat individer med undgående tilknytningsstil, ikke benægte deres sårbarhed, angst eller oprevethed, de vil tværtimod forstærke hvordan den kommer til udtryk, i et forsøg på at sikre sig hjælp og støtte fra andre.

Dvs. at det ambivalente tilknytningsmønster kan ses som det udgående tilknytningsmønster, blot med negativt fortegn, hvor ambivalente personer i modsætning til undgående personer søger nærhed med andre og har en tilbøjelighed til at intensivere deres følelser, frem for at undertrykke dem.

Årsagen til intensiveringen af en nærhedssøgende adfærd hos børn med ambivalent tilknytning skal ses i lyset af, at når en bestemt adfærd af og til belønnes, men det ikke er muligt at forudsige hvornår, så bliver barnet ved med at prøve da ’belønningen’ i form af en omsorgsfuld forælder, pludselig kan være der. Som voksen bliver dette til en copingstrategi hvor det følelsesmæssige udtryk forstærkes, for at være sikker på, at muligheden for at blive set og hørt, og derved hjulpet, bliver større.

Det ambivalente mønster i voksenalderen viser sig derfor ved en udstrakt rettethed mod interpersonelle relationer, samt en følelse af ikke at kunne fungere uden en anden persons nærhed. Det er ikke fordi individer med ambivalent tilknytning reelt ikke kan fungere uden tætte relationer, men de oplever i højere grad ubehag ved at være alene.

Således viser den interpersonelle dimension i dette tilknytningsmønster sig ved usikkerhed, problemer med selvværd og selvtillid, (urealistiske) relationelle krav, opregulering af negative følelsestilstande, samt uklare grænser mellem selv og andre.

Alle disse aspekter kan argumenteres for at besværliggøre interpersonelle relationer, hvilket kan gøre det svært både at indgå i en relation, samt at håndtere følelsen af at være ufrivilligt alene, da ambivalente personer eksempelvis ikke kan trække på en støttende indre stemme, ligesom personer med et trygt tilknytningsmønster kan, da individer med ambivalent tilknytning, ikke har udviklet en lige så god evne til at selvregulere følelser.

Dette da de hverken har haft oplevelsen af, at andre mennesker er til at stole på, men heller ikke som undgående personer har udviklet en strategi af at ’klare sig selv’. Dette gør personer med ambivalent tilknytning ’dobbelt udleverede’, med et generelt negativt selvbillede og en samtidig følelse af afhængighed til andre mennesker, samt frygt for at blive afvist eller forladt.

Det positive er dog, at fordi personer med ambivalent tilknytning oplever mere emotionel smerte end personer med tryg og undgående tilknytning, at de så er mere tilbøjelige til at afsøge forskellige former for hjælp. Og gennem en bearbejdning af fortidens laster, og en indlæring af nye måder at indgå i relationer på, så er det muligt for individer med ambivalent tilknytning at opnå det de allermest ønsker sig: stabile og nærende relationer til andre mennesker.

Litteratur:
Daniel, S. (2012). Relation og fortælling: Tilknytningsmønstre i en behandlingskontekst. Samfundslitteratur.

Juhl, N. T. (2021). Hvorfor nogle mennesker har svært ved at etablere et fast parforhold. Et tilknytningsteoretisk og socialpsykologisk speciale. Københavns Universitet.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Rul-til-top