Tilknytningsstilenes ophav og relationspåvirkning

Kvaliteten af tilknytningen til vores forældre i barndommen, påvirker måden vi agerer i vores relationer i voksenlivet, da vi gennem disse har tilegnet os ubevidste mønstre for relationel adfærd

Tilknytningsteorien regnes for en af de vigtigste psykologiske teorier der beskæftiger sig med, hvordan mennesket forholder sig til nærhed, omsorg og tryghed på den ene side, og selvstændighed, udforskning og individualitet på den anden. Tilknytningsmønstre er relationsspecifikke, og i starten af vores liv et produkt af vores interaktion med omverdenen, der beskriver en egenskab ved en specifik relation, frem for et medført træk. Dvs. at vores tilknytningsmønster i barndommen ikke er noget vi er, men nærmere kan beskriver som noget vi gør, i samspil med en voksen omsorgsperson, oftest vores mor eller far. Vi er således ikke født med en bestemt tilknytningsstil, på samme måde som vi er født med blå eller grønne øjne, vores tilknytningsstil formes og udvikles på baggrund af vores tidlige relationelle erfaringer og oplevelser.

Men selvom tilknytningsmønstre i barndommen ikke er et personlighedstræk, udvikler de sig til en del af vores generelle psykologiske beredskab når vi er børn, og bliver på den måde båret ind i andre relationer, både i vores relationer til andre mens vi er børn, og så senere i vores relationer i voksenlivet.

Så når vi når voksenalderen, så betragtes vores tilknytningsmønstre ikke længere som relationsspecifike, men nærmere som en egenskab ved os selv, der er opstået som produkt af en internalisering samt generalisering af de erfaringer vi har med os fra barndommens relationer. Med andre ord, så er de erfaringer vi har gjort os som børn, blevet til en intern del af vores eget psykologiske beredskab, og det er ikke længere kun mor eller far vi har en god eller dårlig relation til, men relationen til mor og far er i stedet blevet generaliseret ud på alle vores relationer.

Forsimplet sagt, hvis relationen til vores omsorgspersoner var god, har vi således også en forventning til, at relationen til andre mennesker ligeledes vil være god. Og det samme gør sig gældende, hvis den var dårlig. Det er dog sjældent så sort og hvidt, og relationer er sjældent kun gode eller dårlige, men de har dog nogle mønstre, der går igen og igen, og på den måde lærer os, at interargere i relationer.

Så den måde vi har været vant til at argere på i vores relationer i bardommen, bliver til interne arbejdsmodeller i vores psyke, som kan ses lidt som en ‘opskrift’ vores hjerne har lavet på, hvordan vi skal opføre os med andre mennesker, for at få vores behov opfyldt. Så hvis vi var et barn der fik meget ros for vores præstationer, har vores hjerne lavet en ‘opskrift’ der hedder ‘jeg får kærlighed hvis jeg præsterer godt’, og vi vil derfor i vores voksenliv måske bruge meget tid på at blive rigtig dygtige til hvad end det nu er, vi laver. Omvendt hvis vi var et barn der sjældent oplevede at få omsorg uanset hvad vi gjorde, vil vi måske som voksne være typen der har trukket sig meget ind i sig selv, og blevet selvtilstrækkelig (det bliver man aldrig rigtigt helt, men nogle mennesker kan godt have lukket så meget ned for deres følelser, at de ikke på samme måde kan mærke behovet for andre).

Vores tilknytningsstil har således en stor effekt på vores interaktion med andre, og er styrende ift. hvor god forudsætning vi har for, at kunne danne givende og meningsfulde relationer til andre mennesker. Det er muligt at ændre sin tilknytningsstil, i takt med at kvaliteten af en tilknytningsrelation ændres. Det kræver dog et længerevarende skift, dvs. at man over længere tid er eksponeret for den nye form for tilknytning, og dette vil sandsynligvis medføre at man forsøger at holde fast i de mønstre man er vant til. Ikke desto mindre, så kan det godt lade sig gøre.

Overodnet kan man opdele tilknytningsstile i 4 forskellige kategorier:

Den trygge tilknytningsstil

Den ambivalente tilknytningsstil

Den undgående tilknytningsstil

Den desorganiserede tilknytningsstil

Klik på ovenstående blogindlæg for at læse om hver af de 4 tilknytningsstile, samt deres konsekvens for, vores relationer i voksenlivet.

Litteratur:
Daniel, S. (2012). Relation og fortælling: Tilknytningsmønstre i en behandlingskontekst. Samfundslitteratur.

Juhl, N. T. (2021). Hvorfor nogle mennesker har svært ved at etablere et fast parforhold. Et tilknytningsteoretisk og socialpsykologisk speciale. Københavns Universitet.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Rul-til-top